af Jørgen Granum-Jensen, formand for Fælleskomiteen for Israel

”Men selvom USA støtter et stærkt Israel, har amerikanerne, efter at Israel i tre år har modsat sig meningsfulde fredsforhandlinger med palæstinenserne, næppe helt så varme følelser for den israelske dagsorden som tidligere”. Disse påstande kan man læse i Jyllands-Postens leder fra den 12. november. Tilsyneladende har lederskribenten accepteret myten om det ubøjelige Israel, der modsætter sig enhver forhandling med sine modparter.

Påstanden har imidlertid ikke meget med virkeligheden at gøre. For det første har Israels ministerpræsident Natanyahu for længst tilsluttet sig forslaget om en to-statsløsning, som dermed også godtages af Likudblokken. Natanyahu har dermed skabt en bred konsensus i Israel om en tostatsløsning. Det må dog betragtes som et godt udgangspunkt for en forhandling. For det andet har Natanyahu gennem- ført en 10 måneders fastfrysning af de israelske bosættelser på Vestbredden. Det er noget, som ingen Arbejder- eller Kadima regering nogensinde har gennemført. Det tyder heller ikke på nogen ubøjelig holdning. Hvordan reagerede palæstinensernes leder, Abbas på den omtalte fastfrysning. Han holdt sig væk fra forhandlinger i 9 måneder, hvorefter han dukkede op og udvandrede fra forhandlingerne, da fastfrysningen udløb efter den 10. måned. Hvem er det helt præcis, der mangler forhandlingsvilje?

Alt det skal i øvrigt se på baggrund af tidligeres meget omfattende israelske tilbud. Således gik den israelske premierminister Ehud Olmert med til, at palæstinenserne fik hele Vestbredden (100% med noget landbytte),en palæstinensisk stat, en deling af Jerusalem, hvor de muslimske dele ville blive hovedstad i et nyt Palæstina. Byens helligdomme skulle overdrages en international institution, hvor Jordan og Saudiarabien ville få sæde. Selv Grædemuren –jødedommens mest hellige sted- ville komme til at henhøre under denne internationale institution. Som alle der følger med i striden om Palæstina ved, sagde Arafat nej til dette tilbud.

Hvis han havde sagt ja, så havde vi dag haft et selvstændigt Palæstina som nabo til Israel. Selvfølgelig under den forudsætning, at en Palæstinastat anerkendte Israel som en legitim stat.

Men hvad med bosættelserne? Det lå i tilbuddet, at alle jødiske bosættelser, der efter en aftale lå inden for en Palæstinastat skulle fjernes. Nøjagtig som det var sket i Gaza.

Hvorfor skrev palæstinenserne ikke under? Fordi de herved ville komme til at anerkende Israel som en legitim stat. Så sent som under sit besøg I FN for få uger siden erklærede Abbas: ”Vi vil ikke anerkende en jødisk stat”

I 2000 opgav Israel Sydlibanon. Man fik ikke fred, men en krig i 2006. I 2005 opgav Israel Gaza og trak alle sine bosættelser tilbage : Belønningen var krig og raketangreb mod det sydlige Israel.

Hamas og Hizbollah vil som bekendt heller ikke anerkende Israels ret til at eksistere. Det er jo svært at forhandle med folk, der har den holdning.

Kan Jyllands-Postens lederskribent eller andre peger på, hvilke yderligere indrømmelser Israel skal give? Er man enig i, at en anerkendelse af Israels ret til at eksistere er en forudsætning for meningsfulde forhandlinger?

Det er en myte, at det er Israel, der blokerer for forhandlinger. Sandheden er lige modsat. Myter spiller en stor rolle i politik, men det er en central opgave for en kritisk presse at afdække disse myter.