Dokumenter

IHRA definition på antisemitisme

International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) samler regeringer og eksperter for at styrke og fremme undervisningen om, bevidstheden om og forskningen i holocaust på verdensplan og for at opretholde forpligtelserne i Stockholm-erklæringen fra 2000.

Den retligt ikke-bindende arbejdsdefinition af antisemitisme blev vedtaget den 26. maj 2016 af de 31 medlemslande af International Holocaust Remembrance Alliance:

“Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom samt institutioner og religiøse samlingssteder, der tilhører jødiske samfund”.

For at vejlede IHRA i dens arbejde kan følgende eksempler tjene et illustrativt formål:

De forskellige former kan omfatte anslag mod Staten Israel, der opfattes som et jødisk fællesskab. En kritik af Israel i lighed med den, der rettes mod et hvilket som helst andet land, kan imidlertid ikke betragtes som antisemitisk. Antisemitisme anklager ofte jøder for at være med i en sammensværgelse for at skade menneskeheden og bruges ofte til at give jøder skylden for, at “noget går galt”. Den kommer til udtryk i tale, på skrift, i visuelle former og i handling og gør brug af skumle stereotyper og negative karaktertræk.

Aktuelle eksempler på antisemitisme i det offentlige liv, i medierne, på skoler, på arbejdspladser eller i religiøs sammenhæng kan alt efter den generelle kontekst blandt andet – uden dog at være begrænset til nedenstående – være at:

  • Opfordre til, medvirke til eller retfærdiggøre drab på eller anslag mod jøder under påberåbelse af en radikal ideologi eller en ekstremistisk religiøs holdning.
  • Fremsætte løgnagtige, dehumaniserende, dæmoniserende eller stereotype påstande om jøder generelt eller om jøders magt i kollektiv forstand – herunder især, men ikke udelukkende, myten om en global jødisk sammensværgelse eller om jøder, der kontrollerer medierne, økonomien, regeringen eller andre samfundsinstitutioner.
  • Beskylde det jødiske folk som helhed for at være ansvarligt for virkelige eller indbildte ulovligheder begået af en enkelt jødisk person eller gruppe, eller endog for handlinger begået af ikke-jøder.
  • Benægte kendsgerningen, omfanget, mekanismerne (f.eks. gaskamre) eller forsætligheden af folkedrabet på det jødiske folk begået af det nationalsocialistiske Tyskland og dets støtter og medskyldige under Anden Verdenskrig (holocaust).
  • Beskylde det jødiske folk som helhed eller Israel som en stat for at opfinde eller overdrive holocaust.
  • Beskylde jødiske borgere for at være mere loyale over for Israel eller over for jøders påståede prioriteter i hele verden end over for deres egne nationers interesser.
  • Nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at staten Israels eksistens er et udslag af racistiske ambitioner.
  • Anvende dobbeltstandarder ved at afkræve det en adfærd, som ikke forventes eller kræves af andre demokratiske nationer.
  • Bruge de symboler og billeder, der forbindes med klassisk antisemitisme (f.eks. påstande om jøder, der dræber Jesus, eller blodige ritualer – “blood libel”), til at beskrive Israel eller israelere.
  • Drage sammenligninger mellem den aktuelle israelske politik og nazisternes politik.
  • Holde jøder kollektivt ansvarlige for Staten Israels handlinger.

Antisemitiske handlinger er strafbare, når de er defineret som sådan i loven (f.eks. benægtelse af holocaust eller distribution af antisemitisk materiale i visse lande).

Kriminelle handlinger er antisemitiske, når angrebsmålene, hvad enten der er tale om mennesker eller ejendomme – f.eks. bygninger, skoler, religionsinstitutioner og kirkegårde – udvælges, fordi de er, eller opfattes som, jødiske eller forbindes med jøder.

Antisemitisk diskrimination er, når jøder nægtes muligheder eller tjenesteydelser, som andre har adgang til, og er ulovligt i mange lande.